Posted on Leave a comment

1. To My Mother

Your breath in my hair
the steady rhythm of your waves
on your sands.

I want to tell you so many things
but I don’t know how.
I don’t really know
how I feel about you.

There’s one things only
that I know for sure:
my world started with you.

Your fjord held me safely
tucked in its arms.
Your waters washed me,
your trees shaded me,
your sun kept me warm.

Your voice whispered to me
through my syrup-sweet speech;
softer than cotton wool.

You hold me too tightly –
you smother me –
my fierce warrior mother
who fights no more.

You smile at me through tears
when you beg me to stay
while you beg me to go –

Posted on Leave a comment

1. Til min mor

Dit åndepust på mit hår –
den stabile rytme af bølgerne
på dine strande.

Der er så mange ting jeg ønsker
at fortælle dig uden at vide hvordan.
Jeg ved ikke rigtig
hvordan jeg har det med dig.

Kun én ting ved jeg
med sikkerhed:
min verden startede hos dig

Din fjord holdt mig
sikkert i sine arme.
Dit vand vaskede mig,
dine træer skyggede for mig,
og din sol varmede mig.

Din stemme hviskede til mig
gennem mit sirups-søde sprog;
blødere end vat.

Du holder mig for tæt –
du kvæler mig –
moder, heftige valkyrie
som ikke mere kan slås.

Du smiler til mig gennem tårer
når du beder mig om at blive hos dig
mens du beder mig om at gå –

Posted on Leave a comment

2. Fluctuation

My country is in flux –
nothing is fixed,
it ebbs and flows like water –
the coastline dances before my eyes
and my emotional people
try to cloak their shifty hearts
in words that sound like logic
(but are just lies)…

The weather laughs and plays
however it sees fit
and while we dodge the hail
an August day
we dodge our insecurities
every single day
(no less)…

My country fluctuates –
the moment that you think
you’ve caught the gist of it
it does a pivot
and you grasp in vain.

Posted on Leave a comment

2. Bølgen

Mit land bølger frem og tilbage –
intet ligger fast,
det har ebbe og flod som vandet –
som kysten der danser for mine øjne
og mit følsomme folk
der forsøger at skjule urolige hjerter
bag ord der lyder logiske
(men som blot er løgne)…

Vejret griner; det leger
som det nu har lyst til
og mens vi undviger hagl
en dag i august
undviger vi vores usikkerheder
hver eneste dag
(intet mindre)…

Mit land der er i bevægelse –
det øjeblik du tror
at du har fanget essensen
så drejer det brat omkring
og du holder et tomrum.

Posted on Leave a comment

5. The Faces of My Country

The faces of my country –
there are so many of them.
I wake up every morning
to an altered one.

She’s warm and cold
interchangeably
at any given time –
happy, sad; melancholy –
old yet still a child.

She’s shifty; unpredictable
and yet a constant current
of restlessness,
uncertainty,
security addiction
and deadly curiosity
is there to underpin her every action.

Posted on Leave a comment

5. Mit lands ansigter

Mit lands ansigter –
der er så mange.
Jeg vågner hver morgen
til et nyt.

Hun er omskiftelig –
varm og kold
på et hvilket som helst
givent tidspunkt –
glad, trist, melankolsk –
gammel, men stadig ung.

Hun er uforudsigelig
og dog; der er konstant
en understrøm af uro,
usikkerhed,
trygheds-afhængighed
og dødelig nysgerrighed
bag hver evig eneste handling.

Posted on Leave a comment

6. My Country Really Wants

My country really wants me
to be somebody else –
my country really wants
to shape me in its image.

My country doesn’t seem
to like the way I look –
my country doesn’t seem
to understand my words.

My country really loves
an image of itself –
not so much as it does
its people as they are.

My country really wants me
to quell my dialect –
to dye my hair and fake a smile
so no-one might suspect…

Posted on Leave a comment

6. Mit land, det vil så gerne…

Mit land, det vil så gerne
at jeg var en anden –
mit land, det vil så gerne
forme mig i sit billede.

Mit land, det synes ikke
at kunne lide mit ydre –
mit land, det synes ikke
at kunne forstå mit sprog.

Mit land, det elsker bare
et genskin af sig selv –
ikke nær så meget
sit folk, som de nu er.

Mit land, det ønsker at jeg
bekæmper dialekten,
farver håret, forfalsker smilet
så ingen betvivler ægtheden.

Posted on Leave a comment

1. Wild Geese

The wild geese flee the approaching snow
but, unlike them, I am not free to go,
I can only stand in my garden and observe
their graceful shapes, the honking of their leader,
the heaving of a solitary sigh

When the last goose has fled my vision,
as I approach my house on reluctant feet,
the branch of a tree in my garden
gently strokes my hair and brings me peace

Posted on Leave a comment

1. Vildgæs

Vildgæssene flygter for sneen der nærmer sig
men jeg kan ikke som dem flytte mig,
jeg kan bare stå i min have, observere
deres slanke former, deres hæse skrig,
et enkelt, løsrevent suk.

Da den sidste gås har forladt mit synsfelt,
da jeg nærmer mig huset med langsomme skridt,
kærtegner en gren fra et træ mit hår
som for at vække mig af et mareridt.

Posted on Leave a comment

2. My Childhood Street

to Tove Ditlevsen

I’d write about my childhood street
but before I had tread my feet
thereon, another poet wrote upon the theme
a poem surpassing every childhood dream

What can I write today she hasn’t said
and shared with all the world before I did?
What rhyme is left for me to write
about the place where I used to abide?

Just this: you, soil on which I took my first weak steps,
fell down, got up, grew up upon – your name is on my lips,
as long as you exist your voice commands me to return,
wherever in the world I am I’ll always for you yearn

Where have they gone, my former friends you knew,
the ones who also were nourished by you?
Do they too feel this pull back towards you
from whatever place the winds of change them blew?

It ought to be, but I’m unsure of whether it is so –
when I go to visit you I never see a face I know,
but they must know, as I do, the truth in the poet’s rhyme:
that no matter where they go their childhood street will know
their true names, and to that will add the word of “mine”.

Posted on Leave a comment

2. Min barndoms gade

til Tove Ditlevsen

Jeg ville skrive om min barndoms gade
men inden jeg kom ind i livets strøm
havde en anden digter valgt det tema
og skrevet om det; bedre end en drøm.

Hvad er der jeg kan sige som hun ikke
har delt med hele verden førend mig?
Hvilken rim og rytme sammenflette
om min barndoms grå, regnvåde vej?

Kun dette: jord hvorpå jeg tog de første skridt,
faldt, rejste mig og voksede – dit navn er mit,
så længe at du findes vil din stemme kalde på mig
og hvorend jeg så er, så vil jeg længes efter dig.

Hvor er de nu, de venner som jeg kendte,
de andre som du så der sammen med mig?
Føler de også denne længsel mod dig
fra hvorend her i verden de nu endte?

Det burde være sådan, men jeg tvivler –
når jeg er på besøg ser jeg så få jeg kender,
men dog må de kende digtets sandhed, hvor der står,
at deres barndoms gade altid kender dem igen
og ejer deres hjerter hvorend de så går.

Posted on Leave a comment

3. Roots

I drifted aimlessly
from city onto city
so light I thought the wind
was strong enough
to carry me.

I felt so light and frail –
transparent –
that I thought
it wouldn’t matter much
if I were there or not.

And then one day I drifted
ashore on a familiar beach
and felt my feet take root
in this, my native soil
which hungrily
reclaimed me.

I felt my soul connect
and lodge itself unto
the vast network of roots
that underlie this island.

I saw my shadow lengthen –
I felt my lungs expand –
I heard my heartbeat roar
the rhythm of the waves
upon the sand.

I touched a hand onto the ground,
I breathed the scent of home –
I felt myself reborn.

Posted on Leave a comment

3. Rødder

Jeg svævede rastløst
fra by til by
så tyndslidt og let
at vinden
næsten kunne bære mig.

Jeg følte mig så skrøbelig –
gennemsigtig –
at jeg troede
det intet betød
om jeg var til.

Og så en dag, så svævede jeg
i land på en hjemlig kyst,
ind på en hjemlig strand
og mærkede mine fødder
stikke rødder i mit land
som grådigt
tog imod mig.

Jeg følte min sjæl forbindes
og vikle sig ind igen
i det brede netværk af rødder
der løber under øen.

Jeg så min skygge vokse –
mit åndedræt fulgte vandet,
jeg hørte mit hjerteslag buldre
rytmen af bølgerne
der slog mod sandet.

Jeg lagde en hånd på jorden –
den duftede af hjem –
jeg følte mig i live igen.

Posted on Leave a comment

5. Musings on Language and Home

My language
is soft like the topsoil,
soft like a feather,
so soft it makes
silk jealous –

it slides comfortably
off my tongue –

it beckons to me –
a soothing balm
to wash out the burn
of foreign speech –

it wants to be heard –
it screams at me to speak it,
to let the whole world hear –
but when I do speak it
it comes out
as fluffy as a cloud
as if someone stuffed my mouth
with cotton wool –
as sweet and sticky as syrup
it sticks to my palate
and I surrender
to the sweetness –

My language –
as tender as a cloudburst,
as ephemeral as rain –

as slippery as fish scales –

you can’t catch it,
it will evade you

The yellow light of thunder –
the roar of the hail –
the quiet of the thoughtful topsoil
exposed to their fury.

The death of summer.

Yes, there are days
when my boats are a burden
and my beaches monotone.

Yes, there are days
when I want to flee the known.

Yes, there are days
when I moor in another country
and only long for home.

 

Posted on Leave a comment

5. Tanker om hjem og sprog

Mit sprog
er som den fede muldjord,
blødt som dun,
så blødt at silke
misunder det –

det glider behageligt
af min tunge –

det påkalder mig –
en lægende balsam
der fjerner den
brændende fornemmelse
af fremmedsprog –

det vil høres –
det skriger: Brug mig!
Lad hele verden høre mig!
men når jeg taler det
så lyder det
så tottet som en sky
som om min mund
var fuld af vat –
så sødt og klæbrigt som sirup;
det klistrer til min gane
og jeg overgiver mig
til dets sødme –

Mit sprog –
så blidt som et skybrud,
så forgængeligt som regn –

så glat som fiskeskæl –

du kan ikke begribe det –
det undviger dig.

Tordenens gyldne lys –
haglens rumlen –
muldens stille grublen
under deres rasen.

Sommerens død.

Ja, der er dage
hvor min båd er ensom,
mine strande for bekendte.

Ja, der er dage
hvor jeg længes efter det ukendte.

Ja, der er dage
hvor jeg, strandet langt hjemmefra,
kun længes efter det kendte.

 

Posted on Leave a comment

6. North Sea

Do you remember me, restless sea?
Do you remember the girl you’d have swallowed
if by some miracle unknown to me
I hadn’t been saved while I in you wallowed.
Do you remember the deed you near did
and would have finished if given the chance?
Do you remember – I always did!
I’ll always remember the breathless dance
of waves you sent to fetch my soul
there; breathless child in knee-deep water
where I stood, alone and cold.
North Sea, I’ll never forget you
though I’ve never seen you since –
even when my way has brought me
close to you my eyes have been diverted
from the place where I was left deserted
by phantom-figures; brought to bathe at sea –
the phantom-wave arose from out of you
and I no longer know how I escaped,
but one good thing came of the happening too;
I learned back then a wise respect for waves.

Posted on Leave a comment

6. Vesterhavet

Kan du huske mig, rastløse hav?
Kan du huske pigen du ville have slugt
hvis ikke et mirakel ved dit vand
fik reddet mig, vadende her ved din bugt.
Kan du huske hvad du nær bedrog
og – såvidt jeg bedømte – ønskede?
Kan du huske hvordan bølgen slog
imod mig – for det kan jeg –
jeg husker vandets kalden på min sjæl,
jeg; rædselsslagent barn på knædybt vand,
afventende min skæbne – ensom, kold,
nej, Vesterhav – jeg glemmer aldrig dig!
Og dog så var det sidste gang jeg så dig –
selv når min vej har båret i din retning,
i retning af det sted hvor i mit minde
to skygge-skikkelser mig efterladte
ved havet hvor den skygge-bølge opstod –
jeg kommer ej tilbage, og jeg aner
ikke hvorfor livet endnu er mit lod –
men én god ting kom dog ud af min rædsel;
en stor respekt for havet –
hvor meget det end maner.

Posted on Leave a comment

7. Musings on Language and Home

Seen from the air
the fjord is circled by a pair
of possessive, greedy arms.

The land is greedy –
greedy for rain,
for sunshine,
for fertilizer.

The fjord can afford to be patient –
it knows that all it has to do
is wait.
Sooner or later
it will spill over
and wrench itself
lose.

The land is fated
to lose.

The water is quiet and dark
with ripples
like giant fish scales –
Do not disturb its brooding
lest it remembers
its strength.

The glassy eye of a fish
stares past my head at the sky
if it sees anything at all –

it struggles to free itself
from my hands.
The sea beckons.

does it see the gulls
circling hungrily above?

does it know
that once free
it will die
in a heartbeat?

Posted on Leave a comment

7. Tanker om hjem og sprog

Set fra luften
er fjorden omkranset
af et par grådige,
besiddende arme.

Landet er grådigt –
efter regn,
efter sol,
efter gødning.

Men fjorden har råd til at vente –
den ved at det hele
tager tid.
Før eller siden
vil den flyde over
og vride sig
løs.

Landet har tabt
på forhånd.

Vandet er stille og mørkt
med krusninger
som store fiskeskæl –
forstyr ikke dets grublen –
det kunne vågne og erindre
sin styrke.

Fiskens glasagtige øjne
stirrer forbi mit hoved
mod himlen –
hvis den da ser noget –

Den kæmper for
at forlade mine hænder –
havet kalder.

Ser den mågerne
kredse sultent derhenne?

Ved den
at når den er fri
vil dens liv
straks ende?

Posted on Leave a comment

8. My Horse and the Spring

It’s just another rainy day
like many others in my memory,
and we trot along the country roads,
you and me,
under a threatening, heavy winter sky.

And no matter how loud
the storms might roar
or how hard the snow, hail or sleet pelt down
on our silent ride,
you never bat an eyelid unnecessarily.

In silent, steady trot
you went along, day after day,
your yellow fur frosted with ice
or wet with rain or crusted, filled with clay,
awaiting, patiently, that rare, warm, sunny day…

And when that day arrived –
those lovely ten degrees of light –
you didn’t jump or run amok
but simply beat me with your tail and
stamped a hoof in mild impatience to get out.

And then we’d trot along in sunshine
and when we’d return that day
there’d be a gleam within your eyes
as if you would have liked to say:
“Today was quite a day!”

Posted on Leave a comment

8. Min hest og foråret

Det er endnu en regnvejrsdag
som så mange jeg mindes,
og vi traver langs med landeveje
du og jeg,
under en tung og truende vinterhimmel.

Og ligegyldig hvor højt
stormene de raser
eller hvor hårdt sne og hagl og slud det falder
på vort ridt,
så rokker du ikke et øre og falder aldrig ud af trit.

I stille, regelmæssigt trav
da gik du, dag efter dag,
med sne og is i dit gule skind,
våd af regn eller skorpet af ler,
afventende, tålmodigt, den sjældne solskinsdag…

Og når så dagen kom –
de dejlige ti graders lys –
så hverken sprang eller dansede du;
du daskede mig blot med halen
og stampede i gulvet i forventning.

Og så travede vi i solskinnet
og når vi vendte tilbage
så var der et lys i dine øjne
som om du gerne ville have sagt:
“Tusind tak for i dag!”

Posted on Leave a comment

2. My Ocean

You are my ocean,
no grander destination do I have
than to rest in your bosom

Your currents take me
far asea until the coast is lost to sight
and deluded I believe to be free

Your waves rock my life
my life, the rickety boat that carries me
through your eternities

Your voice brings comfort
and peace to my wandering mind
as I seek the luxury of truth

You are boundless
you speak speechlessly, whisper in my ears
till I drift to sleep

Posted on Leave a comment

2. Mit hav

Du er mit hav,
jeg har ingen anden destination
end at hvile i din favn.

Dine strømme fører mig
langt til søs til kysten forsvinder
og illusionen om frihed besætter mig.

Dine bølger vugger mit liv;
mit liv – en skrøbelig båd der fører mig
gennem din evighed.

Din stemme trøster
og giver mit søgende sind lidt fred
når jeg længes efter sandhed.

Du er endeløs,
du taler i tavshed, hvisker i mine ører;
beruser mig sanseløs.

Posted on Leave a comment

3. My Questions

I have so many questions;
at least one for every person I have met,
both the ones alive
and the ones who’s dead.

I have so much to ask everyone
because I want to understand
my life and its connections;
something I just can’t!

I have questions for my parents;
grandparents both alive and dead;
and family members I have – or haven’t – met.
For teachers, classmates,
partners, friends;
for cleaners, lunch-ladies, janitors,
secretaries, bus-drivers, waitresses,
hairdressers, yes,
even the creepy guy who stocks shelves
at my local supermarket.

I have so many questions
that I’d like to ask them all
but all I ever say is: “What a weather!”,
“Got my mail?” or “On which shelf?”

And besides, the most important questions
are the ones I ought to ask myself…

Posted on Leave a comment

3. Mine spørgsmål

Jeg har så mange spørgsmål;
mindst et for hvert menneske jeg har mødt
hvadenten det stadig lever
eller i mellemtiden er dødt.

Jeg har så meget at spørge alle om
fordi jeg øsker at forstå
mit liv og dets forbindelser;
det kan jeg bare ikke opnå!

Jeg har spørgsmål til mine forældre;
bedsteforældre – levende og døde;
familiemedlemmer jeg har – og ikke har – mødt.
Til lærere, klassekammerater,
partnere, venner;
til rengøringspersonalet, kantinedamerne,
servitricer, frisører, ja selv
den tosse der sætter ting på plads
i mit lokale supermarked.

Jeg har så mange spørgsmål
jeg ville stille dem alle
men alt jeg får sagt er: “Sikken et vejr!”,
“Fik du min mail?” og “Nej, vel…?”

Desuden er de vigtigste spørgsmål dem
jeg burde stille mig selv.

Posted on Leave a comment

4. Who and What I Am

Heated by the bottle that I carry –
and its contents –
I stagger along the path
observing
leaves upon the water,
clouds in the sky,
all these things that do not care
about our lives
and our feelings.

I feel heavier than a rock
but the liquid makes me
lighter than air
and warm
like a hot-air-balloon.
I could take off
and leave this place.
I could go home.

I could forget
who and what I am –
I could drift
un-caring…

The anger boils inside me
without an outlet –
I need a bottle or two
every day now
to keep it down…

Who and what I am –
I do no longer wish to know –
I do no longer wish
to concern myself
with my people
and my language –
all I wish is to sleep
and forget.

I wish to never awake
to a world
I cannot live in
without a bottle.

Posted on Leave a comment

4. Hvem og hvad jeg er

Varmet af flasken jeg bærer
og dens indhold
stavrer jeg hen ad stien
og ser
blade der vugger på vandet,
skyer der driver på himlen,
disse ting der er ligeglade
med vores liv
og vores følelser.

Jeg føler mig tungere end bly
men flaskens indhold
gør mig lettere end luft
og varm –
jeg kunne stige til vejrs
som en luftballon
og forlade dette sted.
Jeg kunne tage hjem.

Jeg kunne glemme
hvem og hvad jeg er –
jeg kunne drive om
ligeglad –

Raseriet koger i mig –
får aldrig luft –
jeg behøver en flaske om dagen
til at holde det nede.

Hvem og hvad jeg er –
det vil jeg ikke længere vide –
jeg ønsker ikke længere
at skulle tænke
på mit folk
og mit sprog –
jeg ønsker bare søvnen
og glemslen.

Jeg ønsker aldrig at vågne
til en verden
hvor den flaske
er livsnødvendig.

Posted on Leave a comment

5. When the Cold Returns

The North does have its summer
but short and whimsical;
an interval of blooming,
but it is soon recalled.

And then you sit in darkness,
for light your soul now yearns –
but there’s no use in crying
when the cold returns.

You see the sun set early,
rise late – it barely burns;
gives little heat of notice,
and then the cold returns.

You long for months ahead now,
for spring and summertime –
but until then there’s one thing
that brightens this dark rhyme:

It is a Christmas greeting;
a Merry Christmas, you,
remember; ‘tis the reason
that we can make it through.

Posted on Leave a comment

5. Når kulden vender tilbage

Norden har sin sommer
men kort og lunefuld;
sit interval af blomstring
som snart er under muld.

Så sidder man i natten
og længes efter dage –
men ingen tårer nytter
når kulden er tilbage.

Solen ender tidligt dagen,
står sent op – brænder dårligt –
giver ingen synlig varme
og så vender kulden tilbage.

Du længes måneder fremad
til forår og til sommer –
men indtil da – trods alt –
der et enkelt lyspunkt kommer:

Det er en julehilsen;
et glædelig jul og nytår –
og det er selve grunden
til at vi ikke forgår.

Posted on Leave a comment

7. Your Song

There’s a fire in my heart
and a song in my soul,
it’s the song you woo me with
of a story yet untold.

When my heart seeks the ocean
and you feel left behind
I can hear your song floating
from the sea with the wind.

There’s now only one thing
that continues to hurt me,
and that is, of course, that
your song isn’t meant for me.

Posted on Leave a comment

7. Din sang

Der er en ild i mit hjerte
og der er en sang i mit sind,
det er din forførende sang
om fremtidens urørte spind.

Når mit hjerte søger havet
og du føler dig efterladt
kan jeg høre sangen svæve
over havet med vinden hver nat.

Der er dog den ene ting ved det
som vedbliver at såre mig
og det er at din sang, desværre,
ikke helt var beregnet for mig.

Posted on Leave a comment

1. For the Old Man From R Street

”I stand where I stand every day
supported by my cane and my determination,
I stand from dawn to dusk in the doorway
of what was once my pride: My beautiful mansion.

With rational eyes, naturally I can see
today it’s just another old, dilapidated house
at this unwelcoming and foreign street
of concrete, asphalt, tiles and glass.

’Tis not the place I moved to when
I young and strong married my spouse,
the street, the town were different then
now all that’s left is this one house.

They’ve torn down all the other ones
replaced them with these concrete towers,
where young, ambitious people these days hunt
for riches, fame, promotions and for power.

I fear that soon my house is next in line,
and that is why I stand here everyday,
as long as I live this house remains mine
I won’t allow them to scare me away!

How could I happy be in what they call
euphemistically a ”retirement home”
when this house alone knows what befell
me and my family: This is my only home.

This is the place where my wife handed me
our firstborn baby, many years ago,
and the place when too she finally
died on our bed, not very long ago.

I must preserve this place with all my might
for what life do I have when thus bereaved
of all my memories, no I will stay and fight
till the final day when I will be too weak.

After my death the house will be torn down
and make room for concrete towers anyway,
the old street will be lost when I am gone
as this one house is all that stands today.

And when that happens, who will then remember
the lives we lived in such close quarters then,
and the stories whose most important members
already rest in graves, who will remember them?

Who will remember me when I am gone
and when they’ve torn my house down piece by piece,
the house, the old, beloved mausoleum
of my life – they will not allow it peace.

When I am gone no-one can stop them
from obliterating history
but till that day I stand here, with contempt
marked in my wrinkled face, as they pass me.”

Nobody can stop the flow of time
this is a common fact of course,
but neither should we disregard and harm
past stories, for they too are ours.

In striving towards future goals
while spreading wings and soaring high
do not forget the tales of old,
your roots are you, they formed your mind.

And disregard for history
will be humanity’s dying breath
when rootless people’s crude ambitions
shall destroy all we have left.

Posted on Leave a comment

1. Til den gamle mand fra *****vej

“Jeg står hvor jeg står hver eneste dag
støttet af min stok og min beslutsomhed,
fra morgen til aften i døren ved hvad
der engang var mit livs stolthed.

Rationelt kan jeg selvfølgelig se
at i dag er det bare et slidt, gammelt hus
på dette ukendte, uvenlige sted
af beton og asfalt, fliser og glas.

Det er ikke stedet jeg flyttede til
da jeg kom her nygift; ung og stærk,
gaden og byen var helt anderledes,
og bortset fra dette hus er det nu væk.

De har revet alle andre huse ned
og erstattet dem med beton-”pragt”
hvor ambitiøse børn nu roder med
deres drømme om penge og magt.

Jeg frygter at næste hus det bliver mit
og derfor står jeg her og venter bange,
så længe jeg lever så er huset mit
og jeg vil forhåbentlig leve længe!

Hvordan kunne jeg nogensinde smile
i det de kalder et pleje-”hjem”
når dette hus som det eneste ville
kende min familie. Mit hjem!

Dette er huset hvor min kone
rakte mig vores første barn,
og huset hvor hun – da livet var omme
blev fundet på sengen – stadig varm.

Jeg må beskytte dette sted mens jeg kan
for hvilket liv har jeg uden minder?
Nej, jeg vil blive; kæmpe mens jeg kan
til dagen hvor det hele samlet ender.

Og når jeg dør bliver huset revet ned
og erstattet af beton alligevel,
den gamle gade følger mig i graven med
men da er jeg jo væk alligevel.

Men når det sker; hvem vil så huske
de liv vi levede så tætte sammen;
historierne, udspillet i disse huse
når beboerne er døde alle sammen?

Ja, hvem vil huske mig når jeg er væk
og når mit hus er blevet revet ned –
det hus; mit gamle, elskede fristed,
nej, de vil aldrig lade det i fred.

Når jeg er væk kan intet stoppe dem
fra at vende et blad i historien
men indtil den dag, da står jeg i døren
med afslaget klar til at give dem.”

Ingen kan vende tidens strøm
for sådan er det nu verden fungerer,
men vi bør gemme og værne om
historien, med alt hvad den indebærer.

Den er også vor, og imens vi alle
kæmper for fremtidens drømme og mål,
så glem dog ikke fortiden helt,
dine rødder; alt det der skabte de mål.

Og at glemme historien
vil blive vores undergang –
når vores ambitioner
smadrer alt vi skabte sammen.

Posted on Leave a comment

2. Old, Torn Lace

Old, torn lace
hanging draped
over a sunkissed face.

We’re old as a species
though the planet thinks us young.

Paint that scales
off house facades –
crackled pavements
worn by decades.

Weathered, wooden fences –
weathered, broken tiles.
Weathered, petrified
concrete – stretching miles.

Stiff, unbending people.
Feet that keep on coming.
Weathered fossils clinging –
want to remain young.

Green sprouts are tearing
at concrete coffin-spaces
leaving old, torn lace
meshes in their places.

We’re old as a species
though the planet thinks us young
and sooner than both knows
we shall have been and gone.

Posted on Leave a comment

2. Slidte, lasede kniplinger

Slidte, lasede kniplinger
draperet
over et solbrunt ansigt.

Vi er gamle som art
skønt planeten finder os unge.

Maling der skaller
af huses facader –
knækkede fliser
slidt af mange fødder.

Slidte, gamle hegn –
slidte, brækkede fliser.
Slidt, forstenet
beton der ikke giver sig.

Seje, ubøjelige folk.
Fødder der bare går.
Gamle fossiler der længes
baglæns i tid – år for år.

Grønne spirer river
i beton-kisters manglende plads,
efterlader slidte kniplings-
mønstre på deres plads.

Vi er gamle som art
skønt planeten finder os unge
og før vi ved af det
er vi begge forsvundet.

Posted on Leave a comment

4. The Ruins of Engelsborg

I – ephemeral –
wander about.

The sadness of a place
whose ruins
give the only semblance
of permanence.

The waves rinse the shore
awaiting the day
they can clean away
our presence
for good.
I feel their hunger –
hear them snapping their jaws
beneath their glossy
beckoning.

Clouds drift overhead –
dull, grey forms.

I touch the mossy stones.
Long gone and yet remaining –
they will outlive me yet.

A semblance of permanence.

Posted on Leave a comment

4. Ruinerne af Engelsborg

Jeg – den flygtige –
vandrer omkring.

Tristheden ved et sted
hvis ruiner
som det eneste
tyder på bestandighed.

Bølgerne vasker stranden
afventende dagen
hvor de kan vaske
vor tilstedeværelse
væk.
Jeg føler deres sult –
hører deres kæber klikke
under deres glinsende
lokken.

Skyerne driver ovenover –
deres matte, grå former.

Jeg rører mosklædte sten.
Længe væk og dog vedvarende –
de vil overleve mig endnu.

En antydning af bestandighed.

Posted on Leave a comment

5. Boarding a Train

Years have come and gone
till time has lost all meaning,
and here I board this train
on this autumn evening,
I’ve got a heavy bag with me
filled with dark memories
I have been trying to repress.
There’s a pressure on my heart
and a stress on my soul.
I feel empty and hollow
like a dried-out lake
bereft of my existence,
if this truly is my fate
then the load is too heavy
for me to carry.

Posted on Leave a comment

5. Påstigning

År er kommet og gået
og tiden har mistet betydning
da jeg stiger på dette tog
en efterårs-aften.
Jeg har en taske med mig
der er tung af triste minder
som jeg ønsker at fortrænge.
Der er en trykken for mit hjerte
og et pres på min sjæl.
Jeg føler mig så hul og tom
som en udtørret flodseng –
uden videre eksistens –
hvis dette er min skæbne
er byrden for tung
til at bære.

Posted on Leave a comment

6. The Tide Lifts All Boats

There is a voice which calls to me:
“You Can’t Drown” – water-borne
I drift around within this sea,
was I perchance of water born?
So much has moved beyond my reach
as I seethe in this sea of reality,
so much is lost, even to those who seek;
“the tide lifts all boats” is the saying of the beach,
a prayer of hope for us who in this sea
has long since lost all trace of what it is we seek.

Posted on Leave a comment

6. Tidevandet Løfter Alle Både

“Du kan ikke drukne” – stemmen kalder
mens jeg flyder her i vandet,
her i havet der føles så hjemligt
at jeg nær tror jeg aldrig kendte andet.
Så meget er uden for rækkevidde
badet i bobler fra virkelighedens bølger,
så meget er tabt, selv for dem som søger;
“Tidevandet løfter alle både” siger stranden,
som en bøn om håb for os der i vandet
for længst har glemt hvad det var vi søgte.

Posted on Leave a comment

7. An Ode to my Elementary School

A pile of rubble, bricks and timber
scattered on a plain.
Some cluttered lines of trees alone
is what remain.

And weeds are sprouting through the waste
uncaring and unkind.
But then again – how could they care –
does anybody care what’s left behind?

A corner of a mural flecked with dust;
the first I ever painted – gone to waste.
The wall whereon it hang has been knocked down,
the past has been erased.

And not a sound is heard in this new wasteland
where I was taught to write.
It now lives only in the writings
that I dedicate to it.

There are so many memories tied to this place.
Both good and bad – all gone.
All gone and nature’s coming to reclaim –
all must pass on.

Posted on Leave a comment

7. Ode til min folkeskole

En masse skrammel; mursten, træværk
ligger her og der.
Kun tilbage står nu klumper
af gamle træer.

Ukrudtet breder sig over det hele
der ligger tilbage,
lige så ligeglad som alle andre –
er alle bare ligeglade?

Et hjørne af et støvet billede;
det første jeg malede – tabt.
Væggen det hang på er væltet –
fortiden der gik tabt.

Ikke en lyd at høre i ødemarken
hvor jeg lærte at skrive.
Det er nu kun i mine digte
det holdes i live.

Knyttet til stedet, så mange minder –
gode og dårlige – væk.
Alt væk og naturen genvinder stedet –
vi selv forsvinder.

Posted on Leave a comment

8. Lace

SPRING:
The buds that unfold and grow,
the dew that resumes at night,
droplets in beams of light,
dispersing remnants of snow.

SUMMER:
The skin on the back of your hand,
the sunshine through the trees,
the veins that pattern leaves,
footprints in the sand.

AUTUMN:
The wrinkes around your eye,
the dispersing remnants of mist,
the creepers that turn and twist,
cotton wool in the sky.

WINTER:
The dust in a beam of light,
the hoar frost on the leaves,
icicles hanging from trees,
your breath in a winter night.

Posted on Leave a comment

8. Kniplingsmønster

FORÅR:
Voksende blomsterknopper,
dugdråber ligger og blinker;
juveler som natten skænker,
af sne de smeltende rester.

SOMMER:
Hud der mørkner på din hånd,
solskin der glimter i støvet,
strenge som mønster i løvet,
fodspor i strandens sand.

EFTERÅR:
En rynke ved øjenkrogen,
af dis den løftende rest,
en slyngplante hæger sig fast,
vattotter driver foroven.

VINTER:
Stillestående støv,
rimfrost beklæder verden,
is erstatter nu løv;
dit åndedrag suser i natten.

Posted on Leave a comment

Mother Denmark III

So, that’s my country –
there she lies
under ever-changing skies –

That’s my home whose siren song
draws me home
yet push me on
outwards and away and then
evermore
back home again –

Mother Denmark,
you remain
as you are and always were
unfathomable,
delusional,
protective,
whimsical.

I will leave but I’ll return –
I could never stay away.

I will dream of leaving –
and yet I will remain.

I shall see other countries
and travel when I can
and I shall compare them
to my native land –

I may think them beautiful
but still less than you.
I shall cherish visiting –
and return to you.

Mother Denmark,
you, my siren,
singing me to sleep.

Mother Denmark,
do not worry any more
about what future we will meet –
the times pass on
no matter what we do –
I shall be gone
and one day –
much further away –
so might you.

Posted on Leave a comment

Mor Danmark III

Så, dette er mit land –
der ligger hun stille
under en evigt foranderlig himmel –

Dette er mit hjem hvis sirenesang
drager mig hjemad
og skubber mig fremad
ud og væk og så igen
evigt, altid
kalder mig hjem.

Moder Danmark,
du er stadig
som du altid var – så
selvbedragerisk,
uforståelig,
beskyttende,
finurlig.

Jeg tager af sted men jeg vender tilbage –
jeg kunne aldrig blive væk.

Jeg drømmer om at forlade dig –
og dog forbliver jeg.

Jeg vil se andre lande
og rejse når jeg kan
og jeg vil sammenligne dem
med mit eget land –

Jeg kan synes dem smukke,
men altid mindre end dig.
Jeg skal nyde besøget –
og vende tilbage til dig.

Mor Danmark,
du, min sirene,
der synger mig i søvn.

Mor Danmark,
hold nu op
med at bekymre dig
for fremtiden –
tiderne skifter
ligegyldig hvad vi vil –
en dag er jeg væk
og senere hen –
meget senere –
vil du ikke hellere
længere
være til.