Posted on Leave a comment

Når jeg lukker øjnene

Når jeg lukker øjnene ser jeg
bølgerne rejse sig;
sivende der sukkende bøjer sig;
det flakkende lys fra mit
hjemlands vægelsindede sol –
nej, lyset fra fakler
båret gennem byen –
byen er skrumpet;
en opløst sukkerknald –
husene står uvirkeligt skæve
og små
med tomme, måbende ruder –
biler suser forbi langt borte
fra den døsige stilhed her;

et ur omkranset af vildvin
med en viser der evigt viser
12:19;
mosset har indtaget gulvet,
en fugl suser kvidrende
ud ad en smadret rude;
dernæst
stilhed.

Hele mit liv
var larm –
summen af menneskestemmer,
summen af liv;
baggrundsstøj –
livets enerverende underlægningsmusik,
men når jeg lukker øjnene ser jeg
stilhedens rige
der er fremtiden;
min ensomme fakkel
kaster enorme skygger
på nutidens afskallede eftermæle –
der er vand på gulvet,
en fisk strejfer min ankel
i et kort glimt af sølv
i faklens lunefulde skær –
hvis jeg åbner øjnene
kan jeg sammenligne med nutiden,
men også høre den summen
fra det store menneske-bo
jeg er midt i –
hellere holde dem lukkede
for så ser jeg
at der ikke er nogen grund til snak
siden al snak skal forstumme
og stilheden råde
med undtagelse
af de dovne dråber der falder fra spær,
vinden der bøjer sivene;
jordens åndedræt –
jeg ser jordens døsige eksistens
der ikke behøver os,
der når som helst kan sparke os af sig
hvis vi forstyrrer dens grublen –
når jeg lukker øjnene
går uret i stå
i den fremtid hvor ingen levende væsner
behøver “tid”,
behøver sprog –
den fremtid
der slutter en dag
kl. 12:19 –
hver gang jeg lukker øjnene
er den allerede
sluttet…

Faklen syder da den rammer vandet;
mørke.

Posted on Leave a comment

Lysene på vandet

Jeg følger i deres kølvand –
søger deres hemmeligheder
mens jeg skjuler mine egne.
De lys derude kalder –
de kalder gennem tågen –
deres flakken afspejler
mit flyvske, urolige
hjertes ubestandige slag.
Jeg føler at de taler til mig.
Jeg føler at de er der.
Jeg vil ikke tro at de
er solens første, spæde stråler
der glitrer gennem tågen
der som en tyk dyne
svøber sig om båden –
nej,
der er nogen derude
som vil mig noget…
som vil mig…
Jeg følger efter,
lader båden drive
i den ikke-eksisterende brise
der ikke vil komme til min redning –
tågens tæthed gør det svært
at trække vejret –
stilheden
ringer for mine øren –
her et lys,
der et lys…
Jeg spejder.
Morgenen er dårligt begyndt
men noget er igangsat;
noget har taget forskud på dagen
eller
besluttet sig for
at forlænge natten –
for min skyld er det fint
hvis natten aldrig slutter;
jeg ønsker ikke at vågne –
jeg rækker armene ud
i det kolde, klamme mørke;
i den kvælende dis;
find mig!

Båden driver;
hjerteslaget runger
i takt med vandets skvulpen
i stilheden –
men lysene er der endnu
og mine øjne suger dem til sig –
er de liv eller død
er lige meget –
de er til…
Er de til?

Fjorden giver og fjorden tager –
med ét slår en døsig solstråle
tåge-gardinet til side
og blænder mig i døsig forundring.
Hvem er du?
Hvad laver du herude?
Jeg glipper med øjnene og spejder –
kun dette ene lys er tilbage.
De dunkle blink er sunket i dybet,
gledet bort i sikkerhed
for dagens komme.
Kun JEG er her endnu –
ikke i selskab med et længselsfuldt spøgelse,
ikke indhyllet i omklamrende dis,
ikke efterstræbt af bundens skibsvrag
eller et revs grådige slikken sig om munden –
ikke gået på grund,
stadig flydende –
men alene.

Og alt for
levende
til at forstå
hvad jeg så.

Posted on Leave a comment

Selskab

Hver lyd der udstødes
trækker energi med sig –
min mund udtaler
min dødsdom.

Til sidst suges følelserne
ud gennem porerne
så jeg sidder tilbage
tom, summende
af andres nærvær
indtil processen vender
og mine porer suger
deres fremmede essens
ind under huden
hvor den sætter sig
som uvelkomment
sediment.

Tømt for kraft
sidder jeg blandt dem –
hvert ord smerter.

Men jeg er for tynget
af sediment
til at
kunne flytte mig.

Posted on Leave a comment

Foranderlige fjord

Jeg står i vand til over hovedet –
men det er der ikke længere
(vandet) –
omkring mig breder sig en flade
af grønt, bølgende
græs –
der er ingen kontrast
til det bølgende vand –
kun diget adskiller –
jeg står på dette kunstige højdedrag,
landets højeste punkt,
og ser den bølgende grønne
og ser den bølgende blå
flade –
én til hvert øje…
Hvis jeg stiger ned kan jeg stå
hvor fjorden var –
stå i vand til over hovedet,
i vand som ikke længere
er vand –
det vand der VAR;
det fordrevne vand –
men kniber man øjnene sammen
ser græsset ud som bølger.

Øen er et skib
der hugger i bølgerne –
bølgerne skyller ind over dækket
nu og da,
nu som før –

Diget frarøvede havet
en stump af landet –
men landet er aldrig holdt op med
at bølge…
Horisonten er lige langt borte
til begge sider –
lige flad
og fjern –
kun solen flytter sig,
men der er intet til at kaste skygger.

Lavland,
Havland,
midlertidigt land
der vugger
sig selv
i søvn.

Posted on Leave a comment

Fremtiden skrumper

Engang var fremtiden stor.
Engang var fremtiden.

Nu varer den højst en time
og så får vi se…
Jeg kan se frem til det næste
tik fra urets visere –
men ikke meget videre.
Engang var fremtiden
planer –
store, smukke planer
om at forbedre og perfektere
hele verden
eller i det mindste
personlige planer
om jobs og bolig og
den størrelse de voksen kaldte
kærlighed –
nu er fremtiden
at se frem til at elkedlen koger
eller at vækkeuret ringer
efter en søvnløs nat;
den er at planlægge hvornår
man skal betale regninger
og vaske tøj
og vande blomster.

Engang var fremtiden –

Posted on Leave a comment

Glimt

Du kender mig ikke
og jeg kender ikke verden
men vi foregiver begge
kendskab –
vi ønsker begge at forstå
ting der overgår
vor forstand –

Et glimt af et menneske der taler,
munde bevæger sig
og øjne danser,
hænder glider gennem luften –
aldrig i ro.

Jeg forstår ikke mennesker
med deres korte glæder,
korte sorger,
korte tanker –
men jeg foregiver kendskab
da jeg skal forestille
en af dem.

Et glimt af dig
under glimtende lamper,
hvirvlende rundt i dans
i selskab med
en Strawberry Daiquiri.
Jeg forstår dig ikke –
du,
med din klingende latter,
smilende mund,
usmilende øjne.

Et glimt af mig
set fra oven
med en bog i hånden
og en verden i tankerne
der fjerner al evne
til at fungere lige her og nu…

Jeg forstår ikke mig selv –
kun
at jeg ønsker at forstå?
Hvad med dig?

Et glimt –
dit smil –
div kvidrende stemme –
ingen tanker for i går,
ingen tanker for i morgen;
tanker for et ‘mig’
som ikke er…

nej –

du ønsker nok egentlig ikke
forståelse –
du ønsker nok livet nu og her
og at få det overstået,
gennemprøvet…
Overstået
og krydset af som fuldført
på din endeløse bucket list
blandt
rejser og oplevelser,
fester og sammenkomster,
fortielser,
forglemmelser,
fortrængninger.

Et glimt af os begge
da vi var børn –
med fødderne i vand
under en varm, venlig sol
inden vi skulle tilbage
til det sted der kaldtes “hjem” –

erindringer er subjektive –

børn ser så meget for meget
og forstår så meget for lidt –

Jeg kendte dig aldrig rigtigt
og du kendte ikke mig –
ikke for alvor,
kun i glimt.

Posted on Leave a comment

Snespor

Hvidt støv suser over grå asfalt
snart dækket –
hvide fnug fyger,
skjuler horisonten –
jeg går uden at efterlade spor;
jeg kunne forsvinde,
lægge mig under en hvid dyne,
sove –
men verden ville finde mig
alligevel
før eller siden –

Jeg går uden at efterlade mig spor –
sneen er min ven
der skjuler mig
og bider i mine kinder
for trods alt at minde
om min eksistens –

Når sneen ikke falder
fures den af spor –
det vil jeg ikke se –
ikke se hvordan mennesker
roder i naturen –
ikke deltage,
ikke vide,
ikke findes –
viske spor ud bag mig
ét for ét –

Når det så
bliver varmere –
det hvide tæppe efterlader
et hulmønster
på græsset,
dråber
der stille dumper ned
fra træer,
tagskæg –

Jeg er tilbage i livet,
den farlige sportid
er forbi –
nu kan jeg igen gå trygt
uden at se bag over skulderen –
nu kan man forsvinde
i menneske-fygningen –

men lyset –
men stilheden –

Posted on Leave a comment

Portalen

Dørens magi
skræller smilet af mit ansigt
og kaster det op i vinden –
det bliver svært at fange
når jeg skal ud igen.

Dette ene skridt over tærsklen
fører mig fra én verden
til en anden.
Men selv herinde klæber det til mig;
menneskers øjne,
de ting de siger, som jeg ikke forstår –
tavsheden der langsomt kvæler mig.

Men smilet slipper jeg da i det mindste for.

Posted on Leave a comment

Voks

Der drypper energi ud ad mine porer –
kan de ikke se det?
En klæbrig, voksagtig substans
der siver ned ad mig
og ud over gulvet.
Jeg skrumper lige så stille,
og studerer mine fingre
mens de langsomt
går i opløsning –
trækker sig baglæns ind i hånden
og siver ned ad armen –

Jeg ser mig omkring
bag voksregnen fra min pande –
har nogen set det ske?
Men de ser alle kun
på sig selv
når deres øjne ser på andre –

Og så smelter mine øjne
og jeg venter utålmodigt på
at mine tanker
– som det sidste! –
vil ophøre.

Posted on Leave a comment

Nej tak

Jeg ønsker ingen opmærksomhed –
jeg ønsker ingen –
hvad er det imod
at have fred
med sig selv?

Jeg ønsker ingen lys –
ingen dag –
bare det fløjlsbløde mørke
der udligner vreden
og vugger mig som havet
skønt jeg ikke kan sove –

Jeg ønsker bare stilheden
som runger for mine ører
med sin særegne musik –

Jeg ønsker bare ensomheden
fri for andres tanker
der klæber til én
som snavs
men er sværere at vaske af –

Jeg ønsker bare…
intet!
Jeg ønsker at ønske intet!

Posted on Leave a comment

Dansen i ruinerne

Fortidens slør
smyger sig om min krop
ved hvert trin
jeg tager gennem ruinerne –
hvert trin et dansetrin
og fortidens slør
gør de døde levende
omkring mig –
jeg ser dem omkring mig
alle optagne
af det liv de tror de har –
døgnfluer som os
må klamre sig til hvad de kender
men det nytter ikke
noget –
til sidst er alt kun
fortid –
smuldrende sten der var et slot,
vrag der var skibe,
skeletter der var mennesker;
forfædre til dem
der endnu ikke
kun er skeletter –
jeg hører et brus af kjoler
og stemmer der taler
i brudstykker
på et sprog jeg kun delvis forstår
at jeg ikke forstår –
et sprog der i dag ikke er –
men dog er –
var –
mit sprog.

Fortidens slør
smyger sig tit og ofte
omkring os når vi taler –
særligt med folk fra andre lande;
pludselig er vi ikke
forsagte,
kontrære,
satte…
Pludselig er vi
dristige erobrere,
opfindere,
pionerer…

Der var engang et land
der drømte…
Nu er der et folk
der ikke vil vågne
og kun ser sig selv
gennem fortidens slør
der klæber til dem,
langsomt kvæler dem
mens de selv ser de lysende balsale
omkring dem
og danser gennem ruinerne
uden at vide
at intet står tilbage –
nej, ikke noget lidt fernis ikke kan fiske –
nej, ikke noget lidt maling ikke kan tage –

Jeg vågner træt og øm
på et hårdt stengulv
under åben himmel –
jeg ser de andre danse
omkring mig,
lykkelige
ulyksalige væsner.
De kan ikke se mig
eller høre min stemme
med sløret over ansigtet –

Jeg går stille bort
alene.

Posted on Leave a comment

Jeg kunne drukne i de dér øjne

Jeg kunne drukne i de dér øjne
der brænder sig ind i min sjæl
og suger al kraft ud af mig
mens jeg hjælpeløs plasker omkring
i deres lyse malstrøm.

Mere blå end himlen –
mere blå end havet –
blå som is gennemskinnet
af Nordens kolde sol.

Din sjæl kalder på min
fra deres bundløse dybder,
og der er varme i deres
tilsyneladende kulde –
mit åndedræt stopper
for at besvare deres kalden.

Du suger livet ud af mig
med de øjne –
jeg gisper efter luft
som en fisk på land
mens det fine netværk af rynker
der som en mosaik
omkranser deres dybder
meddeler mig
din medviden.

Posted on Leave a comment

Til nogen

Du suger varme fra mig –
varme jeg har brug for –
du er en malstrøm
der opsluger mig –
de léende øjne,
den sitrende mund,
den hånd der griber efter mig –
de tanker jeg vikler omkring den.

Dit smil suger al energi,
dine øjnes skælmske smil
fortæller mig
at du ved
at du allerede er tilgivet.

Fjeldgrå hårstrå
vejer som uregerligt græs
i vinden der omslutter
os –
Isblå øjne smiler til mig;
suger al min kraft –
men en stærk hånd holdes frem
og et smil er et stående tilbud –
det bedste jeg har haft.

Posted on Leave a comment

Et suk

Jeg drømte ikke om at blive digter –
jeg drømte om at blive menneske.

Ja, jeg ønskede faktisk
at udskifte et fuldtonende hjerte
med disse klangløse skaller
med deres hule mislyd
som andre mennesker
sådan værner om –

Men er man først udstyret med et hjerte
kan man ikke sådan uden videre
give det fra sig
når ingen vil bytte –

Posted on Leave a comment

Du II

Du holdt om min arm –
solen skinnede –
vi snakkede –
vi grinede –
det var varmt
selvom det var tidligt på året –
du rystede på hovedet
så solens reflekser
dryssede ud af håret –

Du overskinnede solen
og jeg stod i skyggen –
ryggen var vendt mod mig
da du havde alt for travlt
med at skinne for alle andre
nu du ikke længere
kun havde mig –

Du strålede stadig
som en flamme
senere
da du tog afsted
i andres selskab.

Grænsen mellem kærlighed og had
består kun af ordet –

ensomhed –

Posted on Leave a comment

Vinden der blæser

En magnetisk kraft skubber mig væk –
jeg rækker frem men jeg kan aldrig nå –
en vind blæser mig bagud;
det er den
som alle mennesker holdes nede ad –
småting, jordting, tidsbegrænsning,
med værdi de ikke har –

Hvad nytter det at svømme mod strømmen?
Det tapper dig for kraft
og bringer dig
ingen vegne?

Men polerne vender af sig selv
før eller siden.

Posted on Leave a comment

Jeg er hende

Jeg er hende
hvis øjne lyser op når de ser
ting du ikke kan se –
jeg er hende
der forærer dig en digtsamling
i form af stilhed –
jeg er hende
som accepterer din tilstedeværelse
og måske havde kunnet lide dig
hvis du bare ikke
talte så meget –
jeg er hende
som ikke hører hvad du siger
fordi dine ord blot er en
irriterende baggrundsstøj
bag lyden af vandets brusen
i mit indre landskab –
jeg er hende
der tænker ved at skrive
i stedet for at fable løs
om ting jeg ikke forstår –
jeg er hende der forstår
at al den snak
kun fører til
at man længes
efter stilhed.

Jeg har stilhed
draperet omkring mig –
hvis stilheden regerede
ville den være
bedre fordelt
mellem alle,
men nu klamrer den sig
kun til mig –
jeg er hende
der en dag vil
blive kvalt af stilhed
fordi I andre
snakker
så meget –
så højt –