Posted on

Når jeg lukker øjnene

Når jeg lukker øjnene ser jeg
bølgerne rejse sig;
sivende der sukkende bøjer sig;
det flakkende lys fra mit
hjemlands vægelsindede sol –
nej, lyset fra fakler
båret gennem byen –
byen er skrumpet;
en opløst sukkerknald –
husene står uvirkeligt skæve
og små
med tomme, måbende ruder –
biler suser forbi langt borte
fra den døsige stilhed her;

et ur omkranset af vildvin
med en viser der evigt viser
12:19;
mosset har indtaget gulvet,
en fugl suser kvidrende
ud ad en smadret rude;
dernæst
stilhed.

Hele mit liv
var larm –
summen af menneskestemmer,
summen af liv;
baggrundsstøj –
livets enerverende underlægningsmusik,
men når jeg lukker øjnene ser jeg
stilhedens rige
der er fremtiden;
min ensomme fakkel
kaster enorme skygger
på nutidens afskallede eftermæle –
der er vand på gulvet,
en fisk strejfer min ankel
i et kort glimt af sølv
i faklens lunefulde skær –
hvis jeg åbner øjnene
kan jeg sammenligne med nutiden,
men også høre den summen
fra det store menneske-bo
jeg er midt i –
hellere holde dem lukkede
for så ser jeg
at der ikke er nogen grund til snak
siden al snak skal forstumme
og stilheden råde
med undtagelse
af de dovne dråber der falder fra spær,
vinden der bøjer sivene;
jordens åndedræt –
jeg ser jordens døsige eksistens
der ikke behøver os,
der når som helst kan sparke os af sig
hvis vi forstyrrer dens grublen –
når jeg lukker øjnene
går uret i stå
i den fremtid hvor ingen levende væsner
behøver “tid”,
behøver sprog –
den fremtid
der slutter en dag
kl. 12:19 –
hver gang jeg lukker øjnene
er den allerede
sluttet…

Faklen syder da den rammer vandet;
mørke.

Posted on

Lysene på vandet

Jeg følger i deres kølvand –
søger deres hemmeligheder
mens jeg skjuler mine egne.
De lys derude kalder –
de kalder gennem tågen –
deres flakken afspejler
mit flyvske, urolige
hjertes ubestandige slag.
Jeg føler at de taler til mig.
Jeg føler at de er der.
Jeg vil ikke tro at de
er solens første, spæde stråler
der glitrer gennem tågen
der som en tyk dyne
svøber sig om båden –
nej,
der er nogen derude
som vil mig noget…
som vil mig…
Jeg følger efter,
lader båden drive
i den ikke-eksisterende brise
der ikke vil komme til min redning –
tågens tæthed gør det svært
at trække vejret –
stilheden
ringer for mine øren –
her et lys,
der et lys…
Jeg spejder.
Morgenen er dårligt begyndt
men noget er igangsat;
noget har taget forskud på dagen
eller
besluttet sig for
at forlænge natten –
for min skyld er det fint
hvis natten aldrig slutter;
jeg ønsker ikke at vågne –
jeg rækker armene ud
i det kolde, klamme mørke;
i den kvælende dis;
find mig!

Båden driver;
hjerteslaget runger
i takt med vandets skvulpen
i stilheden –
men lysene er der endnu
og mine øjne suger dem til sig –
er de liv eller død
er lige meget –
de er til…
Er de til?

Fjorden giver og fjorden tager –
med ét slår en døsig solstråle
tåge-gardinet til side
og blænder mig i døsig forundring.
Hvem er du?
Hvad laver du herude?
Jeg glipper med øjnene og spejder –
kun dette ene lys er tilbage.
De dunkle blink er sunket i dybet,
gledet bort i sikkerhed
for dagens komme.
Kun JEG er her endnu –
ikke i selskab med et længselsfuldt spøgelse,
ikke indhyllet i omklamrende dis,
ikke efterstræbt af bundens skibsvrag
eller et revs grådige slikken sig om munden –
ikke gået på grund,
stadig flydende –
men alene.

Og alt for
levende
til at forstå
hvad jeg så.

Posted on

Selskab

Hver lyd der udstødes
trækker energi med sig –
min mund udtaler
min dødsdom.

Til sidst suges følelserne
ud gennem porerne
så jeg sidder tilbage
tom, summende
af andres nærvær
indtil processen vender
og mine porer suger
deres fremmede essens
ind under huden
hvor den sætter sig
som uvelkomment
sediment.

Tømt for kraft
sidder jeg blandt dem –
hvert ord smerter.

Men jeg er for tynget
af sediment
til at
kunne flytte mig.

Posted on

Foranderlige fjord

Jeg står i vand til over hovedet –
men det er der ikke længere
(vandet) –
omkring mig breder sig en flade
af grønt, bølgende
græs –
der er ingen kontrast
til det bølgende vand –
kun diget adskiller –
jeg står på dette kunstige højdedrag,
landets højeste punkt,
og ser den bølgende grønne
og ser den bølgende blå
flade –
én til hvert øje…
Hvis jeg stiger ned kan jeg stå
hvor fjorden var –
stå i vand til over hovedet,
i vand som ikke længere
er vand –
det vand der VAR;
det fordrevne vand –
men kniber man øjnene sammen
ser græsset ud som bølger.

Øen er et skib
der hugger i bølgerne –
bølgerne skyller ind over dækket
nu og da,
nu som før –

Diget frarøvede havet
en stump af landet –
men landet er aldrig holdt op med
at bølge…
Horisonten er lige langt borte
til begge sider –
lige flad
og fjern –
kun solen flytter sig,
men der er intet til at kaste skygger.

Lavland,
Havland,
midlertidigt land
der vugger
sig selv
i søvn.

Posted on

Fremtiden skrumper

Engang var fremtiden stor.
Engang var fremtiden.

Nu varer den højst en time
og så får vi se…
Jeg kan se frem til det næste
tik fra urets visere –
men ikke meget videre.
Engang var fremtiden
planer –
store, smukke planer
om at forbedre og perfektere
hele verden
eller i det mindste
personlige planer
om jobs og bolig og
den størrelse de voksen kaldte
kærlighed –
nu er fremtiden
at se frem til at elkedlen koger
eller at vækkeuret ringer
efter en søvnløs nat;
den er at planlægge hvornår
man skal betale regninger
og vaske tøj
og vande blomster.

Engang var fremtiden –

Posted on

Glimt

Du kender mig ikke
og jeg kender ikke verden
men vi foregiver begge
kendskab –
vi ønsker begge at forstå
ting der overgår
vor forstand –

Et glimt af et menneske der taler,
munde bevæger sig
og øjne danser,
hænder glider gennem luften –
aldrig i ro.

Jeg forstår ikke mennesker
med deres korte glæder,
korte sorger,
korte tanker –
men jeg foregiver kendskab
da jeg skal forestille
en af dem.

Et glimt af dig
under glimtende lamper,
hvirvlende rundt i dans
i selskab med
en Strawberry Daiquiri.
Jeg forstår dig ikke –
du,
med din klingende latter,
smilende mund,
usmilende øjne.

Et glimt af mig
set fra oven
med en bog i hånden
og en verden i tankerne
der fjerner al evne
til at fungere lige her og nu…

Jeg forstår ikke mig selv –
kun
at jeg ønsker at forstå?
Hvad med dig?

Et glimt –
dit smil –
div kvidrende stemme –
ingen tanker for i går,
ingen tanker for i morgen;
tanker for et ‘mig’
som ikke er…

nej –

du ønsker nok egentlig ikke
forståelse –
du ønsker nok livet nu og her
og at få det overstået,
gennemprøvet…
Overstået
og krydset af som fuldført
på din endeløse bucket list
blandt
rejser og oplevelser,
fester og sammenkomster,
fortielser,
forglemmelser,
fortrængninger.

Et glimt af os begge
da vi var børn –
med fødderne i vand
under en varm, venlig sol
inden vi skulle tilbage
til det sted der kaldtes “hjem” –

erindringer er subjektive –

børn ser så meget for meget
og forstår så meget for lidt –

Jeg kendte dig aldrig rigtigt
og du kendte ikke mig –
ikke for alvor,
kun i glimt.

Posted on

Snespor

Hvidt støv suser over grå asfalt
snart dækket –
hvide fnug fyger,
skjuler horisonten –
jeg går uden at efterlade spor;
jeg kunne forsvinde,
lægge mig under en hvid dyne,
sove –
men verden ville finde mig
alligevel
før eller siden –

Jeg går uden at efterlade mig spor –
sneen er min ven
der skjuler mig
og bider i mine kinder
for trods alt at minde
om min eksistens –

Når sneen ikke falder
fures den af spor –
det vil jeg ikke se –
ikke se hvordan mennesker
roder i naturen –
ikke deltage,
ikke vide,
ikke findes –
viske spor ud bag mig
ét for ét –

Når det så
bliver varmere –
det hvide tæppe efterlader
et hulmønster
på græsset,
dråber
der stille dumper ned
fra træer,
tagskæg –

Jeg er tilbage i livet,
den farlige sportid
er forbi –
nu kan jeg igen gå trygt
uden at se bag over skulderen –
nu kan man forsvinde
i menneske-fygningen –

men lyset –
men stilheden –