Lysene på vandet

Jeg følger i deres kølvand –
søger deres hemmeligheder
mens jeg skjuler mine egne.
De lys derude kalder –
de kalder gennem tågen –
deres flakken afspejler
mit flyvske, urolige
hjertes ubestandige slag.
Jeg føler at de taler til mig.
Jeg føler at de er der.
Jeg vil ikke tro at de
er solens første, spæde stråler
der glitrer gennem tågen
der som en tyk dyne
svøber sig om båden –
nej,
der er nogen derude
som vil mig noget…
som vil mig…
Jeg følger efter,
lader båden drive
i den ikke-eksisterende brise
der ikke vil komme til min redning –
tågens tæthed gør det svært
at trække vejret –
stilheden
ringer for mine øren –
her et lys,
der et lys…
Jeg spejder.
Morgenen er dårligt begyndt
men noget er igangsat;
noget har taget forskud på dagen
eller
besluttet sig for
at forlænge natten –
for min skyld er det fint
hvis natten aldrig slutter;
jeg ønsker ikke at vågne –
jeg rækker armene ud
i det kolde, klamme mørke;
i den kvælende dis;
find mig!

Båden driver;
hjerteslaget runger
i takt med vandets skvulpen
i stilheden –
men lysene er der endnu
og mine øjne suger dem til sig –
er de liv eller død
er lige meget –
de er til…
Er de til?

Fjorden giver og fjorden tager –
med ét slår en døsig solstråle
tåge-gardinet til side
og blænder mig i døsig forundring.
Hvem er du?
Hvad laver du herude?
Jeg glipper med øjnene og spejder –
kun dette ene lys er tilbage.
De dunkle blink er sunket i dybet,
gledet bort i sikkerhed
for dagens komme.
Kun JEG er her endnu –
ikke i selskab med et længselsfuldt spøgelse,
ikke indhyllet i omklamrende dis,
ikke efterstræbt af bundens skibsvrag
eller et revs grådige slikken sig om munden –
ikke gået på grund,
stadig flydende –
men alene.

Og alt for
levende
til at forstå
hvad jeg så.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.